Besøg MS-Mellemamerika blogs

Denne blog opdateres ikke længere.

Vil du læse blogs om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i Mellemamerika, så besøg MS-Mellemamerika websiderne.

Deporteret men stadig med kurs mod USA

”How are you?” Den 30 årige honduraner José (navnet er opdigtet), øver indledningsvist sit engelske, da vi mødes på en restaurant i den lille by La Esperanza i provinsen Intibucá i Honduras. José var tidligere chauffør hos Organisationen til Udvikling af Honduras. Vi har tidligere taget afsked, men nu er han tilbage i Honduras deporteret fra Mexico under sit første forsøg på at emmigrere illegalt til USA.

José er født og opvokset i provinsen Intibucá i det vestlige Honduras, hvor en stor del af befolkningen lever i fattigdom. José har kun sig selv at forsørge, da han er ugift og ingen børn har. Han har derfor til dagen og vejen trods den beskedne månedsløn som chauffør på under 1000 kr. Drømmen om at starte sin egen forretning og lysten til eventyr har fået ham til at beslutte sig for at emmigrere til USA. Under sit første forsøg, var José afsted 23 dage, indtil den bus, han var med, blev stoppet af immigrationspolitiet i Mexico. Det resulterede i, at han og resten af gruppen af illegale migranter blev deporteret. José er nu klar til igen at forsøge sig som mojado, da han den følgende mandag skal afsted for anden gang.

Politiet røvede penge
For 6000$ har José købt sig hjælp af en coyote til at gennemføre turen fra Honduras til USA. Pengene har han blandt andre fra familie og venner, som allerede er emmigreret. Rejsen som mojado indbefatter transport med bus, minibus, pick-up, taxi, fragttog og vandring til fods. De mest nødvendige ejendele pakkes i en lille rygsæk, og Josés rygsæk vil for anden gang indholde varmt tøj, for det kan blive temmelig koldt om natten, når han skal sove i det fri, hovedpinepiller, tandbørste, tandpasta og en sæbe. Shampoo er der ikke plads til, ej heller fotos af familien. Det gælder om at have så lidt med som muligt. Han skal også sørge for at have penge til bestikkelse af politi, og hvem der ellers må dukke op, som kan forhindre ham i at realisere sin drøm. Sidst mistede han 1000 mexikanske pesos, da politiet stoppede bussen, som han og andre mojados var med. Politiet røvede simpelthen pengene fra alle de passagere, som ikke havde papirerne i orden. Det vil sige de illegale migranter. Det var trods alt bedre end at blive deporteret. ”De kiggede også i mine ærmer” José hiver ud i sin t-shirts korte ærmer for at vise, at hvis han havde haft gemt penge i ærmet, ville han også have mistet dem.

Nye venskaber
” I min gruppe på 10 personer var der honduranere, salvadoranere, guatemalanere og nicaraguanere. Både mænd og kvinder. Jeg har fået mange venner undervejs, for vi hjalp hinanden. Jeg bar ind i mellem kvindernes rygsække.” De nye venskaber har gjort stort indtryk på José , og hans ansigt lyser op i et smil, når han taler om det fællesskab, der opstod mellem migranterne. ”Jeg har også fået mange mexikanske venner”. Han tager et visitkort frem, et byrådsmedlem i en mexikansk by har også forsøgt udvandre illegalt til USA. Mexikanerne lærte José særlige mexikanske udtryk, for uden kendskab til dem, ville man kunne afsløre José, som honduraner lig med illegal migrant. Hvis en migrant skal handle i en kiosk, er det vigtigt ikke at komme til at afsløre sin herkomst, for så er der en risiko for at kioskejeren vil tilkalde politiet. Også under taxakørsel, som indgår som en del af rejseruten, er det vigtigt at kunne kommunikere som en mexikaner og kende til måden at betale en taxa på. Hvor man i Honduras aftaler prisen på turen, inden man sætter sig ind, så kører man efter taxameter i Mexico. Så det vil være afslørende at spørge om prisen på turen inden. Man risikerer at blive afleveret på den nærmeste politistation af taxichaufføren.

På ruten mod nord har gruppen af migranter overnattet i flere såkaldte migranthuse, hvor der stødte andre grupper til, som talte både asiater og latinamerikanerne. Migranthusene er en del af servicen fra coyoten. Coyoten sikrer også, at penge sendes frem til de guider, der undervejs skal hjælpe de illegale migranter mod nord og over grænsen til USA. ”Vi ventede et sted i 5 dage på at pengene fra én coyote til en anden skulle overføres, så de nye guider og vores mad og drikke kunne blive betalt.” José har gennem sin coyote købt denne netværksservice, et netværk, som man som almindelig borger ikke har. Netværket inkluderer de nødvendige guider i form af personer med lokalkendskab, der ved hvilken togstation og busholdeplads der skal benyttes og som kan få en minibus til at afhente immigranterne og køre dem de rigtige steder hen. Når gruppen skal igennem et terræn af sump eller gå langs en flod eller jernbaneskinnerne, er guiderne med for at vise vej. Det er blandt andet dette stykke arbejde, som honoraret på 6000$ bruges til.

Et simpelt regnestykke
”Jeg har bare dette mål at nå frem” fortæller han, da jeg spørger ham om, der er noget som kunne få ham til at skifte mening. Han griner: ”Måske hvis jeg forelskede mig” . Men selv det lyder ikke overbevisende. Som han tilføjer: ”Jeg får jo ingen penge tilbage fra coyoten, så jeg kan ligeså godt forsøge, indtil jeg når frem” .

Josés håb er at få job som mekaniker i USA. ”Jeg regner med at arbejde 3 til 4 år i USA” og han forsikrer mig om, at han ikke har tænkt sig at blive i USA. ”Jeg kan tjene 10 $ i timen” og han fortsætter med at regne dagsløn og ugeløn ud. Det kræver ikke et matematisk geni for hurtigt at se, hvor han vil hen med det simple regnestykke. Denne udregning gør det meget attraktivt at forsøge at migrere til f.eks. USA, hvis man altså kan skrabe 6000 $ sammen og i øvrigt ser bort fra de risici som er forbundet med rejsen som illegal, og de vilkår som immigranterne i mange tilfælde lever og arbejder under i f.eks. USA. ”Der er ingen frihed dér. Man kan ikke gå ud af frygt for at møde immigrationspolitiet. Så man går på arbejde kl.7-8 og kommer hjem kl. 22. Og man bor ofte flere sammen for at spare penge til husleje”. Det er et hårdt liv, giver han udtryk for og sammenligner med de erfaringer hans venner, der opholder sig illegalt i Spanien, har indviet ham i. ” De møder kl. 8 og går hjem kl. 17-18 stykker. Og så ser de fodbold”. ”Kender du noget til spansk fodbold?” spørger han. José er selv Barcelona-fan og begynder for sjov at tale rigsspansk, hvor s-lydene bliver mere læspende. ”Hvis jeg ikke når frem denne gang, vil jeg måske prøve Spanien”, siger han. I Spanien skal man ikke søge visa inden, men bare have penge nok, så får man visum som turist, når man ankommer, er hans udlægning. Desuden er de i Spanien, ifølge José, ikke så meget efter de illegale immigranter som i USA.

Migranterne er ikke kun eventyrere
Til spørgsmålet om, hvordan Honduras ser ud, hvis han når frem til USA og vender hjem efter 3-4 år, svarer han, at det vil være et uændret Honduras, han vil finde. De forhold som medvirker til at der dagligt er ca. 500 honduranere som udvandrer til andre lande, tror han ikke, der vil være lavet om på . Selv ønsker han at spare penge op til at åbne et supermarked eller et mekaniker-værksted. Han vil på ingen måde kunne skrabe penge sammen i sit job hos den honduranske organisation til opstartskapitalen, og det er for en ufaglært mand med en månedsløn på under 1000 kr. umuligt at låne penge. Alligevel siger han ”Jeg er en af dem, som ikke behøver at emmigrere. Jeg har haft job, som chauffør flere steder. Der er mange som leder efter et job som mit.” Han fortæller, at der generelt blandt migranterne både er eventyrere, som José selv, enlige mænd på jagt efter oplevelser og en forhåbentlig bedre fremtid, og mennesker som er drevet af nød, i det de skal forsørge en stor familie.

Pengeoverførsler til familien
Mange migranter sender penge hjem til familien, som de har en forpligtelse overfor. De såkaldte remitter betyder for mange familier i Honduras, at de lige kan snige sig op over fattigdomsgrænsen. De bruger pengene på mad, medicin, lægekonsultationer, vedligeholdelse af bolig og udgifter til skolegang. For andre giver det mulighed for et større forbrug, forbedring af deres huse, opkøb af jord, og indkøb af TV og mobiltelefoner. Nogle går så langt som at definere fattige, som personer som ikke har familiemedlemmer i USA, hvilket vidner om den afhængighed og store økonomiske betydning udvandringen har for Honduras og de tilbageblevne familiemedlemmer. Men migrationen til USA betyder også splittede familier. Hvis f.eks. en immigrant stifter ny familie i USA, er eksistensgrundlaget for den tilbageblevne familie i fare. Eller når deporterede migranter kommer tilbage uden job og finder deres ægtefælle med en ny samlever, er den familiære fred truet og en yderst prekær situation er opstået. Der er også enlige kvinder, som efterlader børn hos andre familiemedlemmer, når de har besluttet sig for at rejse mod nord. Deporteret, uden job, og 6000 $ fattigere, er for de fleste en ulykkelig situation. Det er ikke uden omkostninger at forsøge sig som illegal migrant, hverken for migranten selv eller for dennes familie. For nogle ender det i en tragedie. Det er ikke alle, der som José, har samme mod på og mulighed for at forsøge igen. Nogle er traumatiserede, andre har fysiske skavanker og nogle har måtte lade livet undervejs (Kilde: FONAMIH, Det Nationale Forum for Migrationer i Honduras).

José har stadig håbet og foran sig en rejse på op til 30 dage med mange potentielle forhindringer og farer. Hvis det lykkes for ham at nå USA, kan han endvidere se frem til et liv i det skjulte, som mojado, uden en borgers og arbejders rettigheder og med en konstant overhængende fare for at blive deporteret. ”Good luck”, ønsker jeg ham.

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har indgået en samarbejdsaftale for 2008 med den honduranske organisation FONAMIH (Det Nationale Forum for Migrationer i Honduras). FONAMIH vil i samarbejde med MS´ partnerorganisation Organisationen til Udvikling af Honduras og andre borgere i kommunen Colomoncagua arbejde for at få sat temaet migration på den politiske dagsorden. Desuden vil man organisere borgere med henblik på at skabe alternative måder at investere midlerne fra familiemedlemmerne i udlandet med det formål at skabe lokal udvikling.

Statistik fra Honduras
Indbyggere 2005: 7.2 mio. (Kilde:www.um.dk)
Udvandrere 2007: 185.000 personer (Kilde: Avisen La Prensa 19. december 2007)
Deporterede fra USA, Mexico og Guatemala 2007: 71.000 (Kilde: Avisen La Prensa 19. december 2007)

Ordliste
Mojado Udtrykket mojado, på dansk ”våd” eller ”gennemblødt”, betegner en person som forsøger at migrere illegalt og stammer fra, at krydsning af floden Rio Bravo, som markerer grænsen mellem Mexico og USA, indgår som en del af ruten mod nord for mange illegale migranter.
Coyote Coyote er betegnelsen for en person, som tager sig betaling for at hjælpe en illegal migrant til USA, dvs. en menneskesmugler.
Remitter Remitter er private pengeoverførsler fra migranterne til deres familier.

Radiospot som afskedstale

I morgen lørdag holder ADROH afsked for Alba, administratoren, og mig.

I den seneste tid har vi prøvet at få gang i Adobe Audition for at lave radiospot, en ny verden for både mig og ADROH.

Jeg deler her med jer, mit vittige påfund, en rap på spansk i et fiktivt radioprogram.

Hør det fiktive radioprogram her

Den nationale kvindedag i Honduras

I diskrimineres af tre grunde: 1. I er kvinder, 2. I er fattige 3. I er lencaer.Det var budskabet i organisationens Las Hormigas (Myrerne) tale til de ca. 200 lenca-kvinder som var mødt op for at fejre Honduras nationale kvindedag, alle medlemmer af kvindeorganisationen COMUCAP.

Arrangøren COMUCAP arbejder for kvinders rettigheder herunder økonomiske rettigheder, deltagelse i produktions- og indkomstskabende aktiviteter, adgang til jord og uddannelse. Fraværet af applikation og håndhævelse af rettighederme skaber ulighed blandt kønnene og fastholder kvinderne og deres familier i fattigdom. Det kæmper organisationen for at ændre. Det var rørende at se de mange glade og stolte kvinder møde op med deres børn og børnebørn for at fejre denne dag. Livet er helt sikkert ikke nogen dans på roser, hvad scenens bagklæde mere end antyder. Titlen på dagens seminar var hængt op med guldbogstaver og havde omhandlet vold mod kvinder. En kvinde, som bad mig om at hjælpe med at hente maden til arrangementet i udkanten af byen havde et

enkelt lille surt opstød da vi kørte afsted i mørket. Hun arbejdede normalt i køkkenet hos organisationen, og på kvindedagen skulle hun også lave mad. Både om formiddagen og til aftenens arrangement. Som hun udtrykte det: selv på denne dag skal nogle af os knokle meget hårdt, og der er ikke tid til at fejre noget. Senere på aftenen forsikrede hun sig ovenikøbet om, at jeg havde fået en dessert. Chilate (en majsdrik uden sukker) og torrejo (tror jeg det hed) som var brød dyppet i en honningblanding.

Det meste af aftenen stod i underholdningens tegn, og jeg fik lidt fornemmelse af hvad honduransk (kvinde) humor er. Der var for eksempel et indslag med en kvinde, klædt ud som en typisk bonde-mand, som de ser ud her på egnen. Cowboybukser, machete, lommelygte i baglommen, cowboyhat og skæg samt en pude på maven, spændt godt ind af bæltet, dansende med en kvinde der bar en traditionel folkloristisk dragt. Det var faktisk morsomt….. Et andet indslag var med to kvinder polstret af puder på numse, mave og bryst. De bød tilskuerne op til en dans. De mere æstetiske indslag var folkedans, som jeg i begyndelsen tænkte ville blive kedeligt, men som danse-underholdningen skred frem, blev jeg ret fascineret. Fascineret af kjolerne og de sjove spil mellem mændene og kvinderne. Det er en dans langt fra reggaeton’en, men ikke desto mindre med glimt i øjet og vrik med hofterne. Kvinderne var meget smukke med lange (nogle med kunstige) fletninger eller opsat hår, røde kysmunde og kjoler i de typiske lencafarver, som er klare og lidt skrigende, pink, rød, gul, lilla men også blå og orange. Den første gruppe var unge mennnesker der virkelig kunne danse. Den anden gruppe var børn og unge, hvis dans ikke var helt i samme klasse. MS støttede arbejdet med børnene og de unge sidste år, fik jeg fortalt. Er dansen er identitetsskabende og får den de unge til at organisere sig? Er den medvirkende til at mindske emmigrationen? Men et ersikkert, den gør en ikke nem hverdag sjovere.

Desværre manglede mit kamera batteri …..

Arrangementet sluttede ved 22 tiden, fejringen af kvinder var forbi, og kampen fortsætter.

Hjemme godt men ude bedst?

Inden jul blev jeg interviewet om, hvordan det er som dansker at bo i udlandet. Interviewet udspringer af en undersoegelse som forsikringsselskabet IHI har lavet. Jeg havde egentlig ikke saa meget lyst til at tale om mig selv, men saa det som en mulighed for at fortaelle lidt om forholdene i Honduras, og jo ogsaa om hvor priviligeret man er, som dansker, naar man rejser ud. Det staar ogsaa i skaerende kontrast til de mange illegale migranter, som hvert aar forlader Honduras. Tjek ind her paa bloggen igen, saa faar om kort tid ogsaa beretningen om en illegal migrant.

Laes artiklen om ophold som dansker i udlandet "Hjemme godt, men ude bedst" paa Nordjyske.dk.

Præsentation af projekt

Så har vi fået lavet en præsentation af ADROHs kommunikationsprojekt, som en slags status, og udbredelse af hvilke aktiviteter som er udført og hvilke input vi har fået på vores workshop.

Brevstemmer fra Honduras

Man skulle være tidligt ude for at brevstemme i Honduras. Jeg fik aldrig svar på den mail, jeg sendte til det danske konsulat, men min kollega Eva var orienteret. Så den 2. november mødtes jeg med Eva i Tegucigalpa for at afgive min stemme til det danske folketingsvalg.

Vi blev sat i receptionen og fik hver uddelt to kuverter, en blå til selve stemmen, og en større hvid, som skulle indholde den blå kuvert inklusiv et dokument til vores og den ”valgtilforordnedes” underskrift. Vi kunne så sidde sammen og stemme. Jeg spurgte Eva om SF ikke var F, for jeg blev pludselig i tvivl og tænkte at det ville være ærgerligt at køre tre timer til Tegucigalpa og komme til at stemme på f.eks. Dansk Folkeparti. Nå, men Eva var sikker på, at F var SF. Så jeg skrev F. Damen som tog sig af vores stemmer forsvandt ind i et lokale med vores hvide kuverter, hvori den lille blå kuvert lå, uden at den hvide kuvert var lukket. Hun kunne have byttet stemmerne ud. Så kom hun tilbage og vi tjekkede at hun også havde skrev under på den lille blanket, hvorpå vores underskrifter var. Ingen af os kendte postnummeret til Københavns Kommune, men vi fik lov at se en anden kuvert og dér var var skrevet KBH. K. Så det postnummer skrev vi også uden på kuverterne. På vores forspørgsel oplyste damen os om, at kun 4 havde stemt. Jeg skriver ikke 4 danskere, for hun tjekkede aldrig vores identitet eller pas, så de andre to stemmer kunne i princippet være afgivet af f.eks. tyskere eller honduraner. Det er formentlig et tjek i Danmark af, at vi er optaget på en valgliste, men ja, det er svært ikke at blive en smule skeptisk. Måske skal der gøres en indsats for at danske konsulater overholder dansk valglov? Er valgloven oversat til spansk? Er der udarbejdet let forståelige retningslinier som også f.eks. en honduraner, der repræsenterer den danske stat, kan omsætte til praksis? Tjekkes det, at man overholder lovgivningen?

Gid vores stemmer må være nået frem…..